HVEM ER VI?

Mentornetværk i Esbjerg/Varde er en frivillig forening, som arbejder for at skabe inklusion, integration og kulturel mangfoldighed for nydanskere i Esbjerg og Varde kommuner. Vores arbejde er baseret på frivillighedsprincippet, og alle vores mentorer, mentees og andre frivillige deltager fordi de har lyst til at hjælpe sig selv, samt alle andre der vil lære noget nyt. 


Det gør vi blandt andet igennem vores mentorordning, hvor vi matcher nydanskere med frivillige mentorer som er solidt forankret i det danske samfund.


Vores mentorer og mentees mødes i et dynamisk fællesskab på tværs af kultur og nationaliteter for at lære fra hinanden og derved skabe noget sammen.


Mentor kan f.eks. være aktiv på det danske arbejdsmarked, eller på anden vis solidt forankret i det danske samfund. Vi har mentorer i alle aldre og vil rigtig gerne have flere. Som mentor binder man sig til at hjælpe mindst 2 timer pr. måned i 3-12 måneder. Som udgangspunkt er der fire typer af mentorer: socialmentor (hyggeligt samvær og sociale aktiviteter), sprogmentor (samtale og lektiehjælp), erhvervsmentor (karriereafklaring, arbejdskultur og jobsøgning), og uddannelsesmentor (sparre omkring uddannelsessystemet i Danmark). Samarbejdet giver mentee viden, netværk og inspiration til aktiv samfundsdeltagelse.  


Derudover har vi et stærkt netværk, hvor vores mentees, mentorer og frivillige har mulighed for at få faglig sparring, erfaringsudveksle og derigennem støtte hinanden i deres roller i et af vores mange tilbud.


I forbindelse med vores igangværende projekter afholder vi netværksmøder, workshop, kurser og sociale aktiviteter. Det gør vi for at styrke den enkeltes aktive deltagelse i demokratiske processer, samt skabe muligheder for at danne nye fælleskaber på tværs af sprog og kultur. 


Yderligere har vi interessegrupper, der samles om en fælles interesse. Grupperne styres af deltagerne selv, men det er muligt at hente råd og vejledning i vores sekretariat.